Tirsdag d. 4. august kl. 19.30 er der orgelkoncert i Sæby kirke, hvor 150 året for den store danske komponist Carl Nielsens fødsel vil blive markeret med en opførelse af hans store orgelværk Commotio, Carl Nielsens sidste større værk. Commotio betyder “med bevægelse”, og udtrykket hentyder ikke så meget til det følelsesmæssige indhold som til musikkens konstante fremdrift.
Her overfor stiller aftenens solist, Steen Wrensted Jensen, Kristkirken i Tønder, en række stemningsbilleder, “Paulus” af den romantiske, danske komponist Otto Malling. Denne musik er i sin karakter meget anderledes end Carl Nielsens, men lige så “dansk” bare ud af en anden tradition.
Og for at knytte forbindelsen bagud til den barokmusik, som har inspireret Carl Nielsen, kan man høre Buxtehudes store Præludium og fuga i e-moll. Buxtehude er sikkert født i Oldesloo i Slesvig-Holsten, som dengang var dansk, og han følte sig som dansker, selv om han tilbragte det meste af sit aktive liv i Lübeck.
Så der er lagt op til en spændende orgelaften i Sæby kirke, en aften der står i den danske musiks tegn.
Entré: 100 kr.