Alle børn fra 0 – 2 år kan godt begynde at glæde sig. Det bliver et festligt forår i Albæk-Lyngså sogn, der inviterer til kirkemusikalsk legestue for de mindste ifølge med dagplejere, forældre, bedsteforældre, og hvor også hjemmegående forældre er velkomne.
Det sker i Lyngså kirkehus, hvor programmet byder på sange, salmer, almindelig børnedans og leg i en skøn blanding både med og uden instrumenter samt rekvisitter. Alle deltagere er velkomne til at medbringe egne små instrumenter. Der synges, spilles og danses i omkring 45 minutter. Herefter er man velkommen til at blive i kirkehuset og spise madpakker og eventuelt beskæftige sig med andre aktiviteter.
De 5 planlagte arrangementer starter alle fra 09.45 – 12.00. Der lægges ud med de to torsdag 14. januar og 18. februar. Mandag 7. marts er der påskevandring for dagplejebørn i og udenfor Lyngså kirke. Torsdag 21. april og torsdag 19. maj er der igen kirkemusikalsk legestue.
Musikpædagog Hanne Møller står alle dagene for ledelse af arrangementerne. Det betyder, at alt er i gode hænder, da hun er vant til at arbejde med små børn og forskelligt kirkeligt arbejde. I hendes ledelse hører musik og leg sammen.
Tekst foto(s) Cille Strøm