”I 2017 kan vi fejre 500 året for reformationen. Den begyndte med, at Martin Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg 31.oktober 1517.
På landsplan er der nedsat et udvalg til forberedelse af jubilæet. Udvalget har Dronningen som protektor. I Aalborg Stift har vi nedsat et lokalt udvalg til at forberede jubilæet her. Det er tanken, at jubilæet ikke blot skal være tilbageskuende og historisk, men pege fremad mod hvad reformationen betyder for os i dag. Således skal jubilæet belyse hvad reformationen betyder for kirke-, samfunds- og åndsliv, gerne sætte skub i en ny besindelse på, hvad de reformatoriske tanker betyder i dag. Det er også afgørende, at reformationsjubilæet forankres lokalt i menighederne.
Som en optakt til jubilæet i 2017 holdes der rundt omkring i Stiftet reformationsgudstjenester 31.oktober. I 2013 holdes det Sæby (2014 i Visborg, 2015 i Vestervig og 2016 i Budolfi). Den store gudstjeneste 31. oktober 2017 finder sted på Børglum kloster.
Derfor inviteres I til reformationsgudstjeneste torsdag 31. oktober 2013 kl. 19.00 i Sæby kirke.
Gudstjenesten vil være præget af musik, og prædiken vil sætte fokus på evangeliet for folket. Efter gudstjenesten inviteres der til kaffe i Mariehuset, hvor der vil være kort foredrag om Martin Luther og reformationsjubilæumsprojektet. Der vil også blive uddelt en gendigtning af Marin Luthers lille Katekismus.
Jeg håber, at mange vil slutte op om denne Stiftsgudstjeneste, og reformationsjubilæet vil få en god begyndelse i Stiftet”, siger Biskop Henning Toft Bro.