Dette er ikke en prædiken. Jeg forstår en prædiken som en mundtlig genre, der høres af præst og menighed ved gudstjenester i kirken eller andre steder. Helligånden med fællesskabet, musikken, læsningerne, trosbekendelsen, bønner, salmesangen og meget mere skaber en prædiken. At læse en prædiken er ligeså lidt givende som at læse partituret til en symfoni af Beethoven – der mangler ligesom noget! Men da jeg ikke kan få adgang til prædikestolen i kirken og fejre gudstjeneste med menigheden, så følger her nogle af de overvejelser, som jeg nok ville have taget med i kirken på søndag:
I dag er det Mariæ Bebudelsesdag. Jeg synes faktisk, at det er én af de dejligste søndage i hele kirkeåret. En rigtig festdag i kirken, for det er en søndag til lovsang og glædessalmer. Først og fremmest Marias egen lovsang, men også vores lovsang til Gud, for det Maria ser og hører den dag, det er også talt til dig og mig. Og det er ikke mindre vigtigt at lytte til i denne tid, hvor det, vi engang kaldte vores dagligdag, er så underlig fjern, nu da vi skal holde afstand til hinanden og helst skal blive hjemme. Det kan være svært at bevare håbet og glæden i sin ensomhed derhjemme, og meldinger fra Italien og Spanien og andre lande er dybt foruroligende.
Alligevel vover jeg at kalde denne søndag både dejlig og livsbekræftende, fordi den ligger her i det spirende forår, omtrent ni måneder før juleaften, og den minder os om livets ufattelige under. Det under, som aldrig bliver mindre underfuldt, uanset hvor meget vi nu ved om forplantning, dna-strenge og x og y-kromosomer. Alle, der har oplevet, hvilket fantastisk under det er at få lagt et lille, nyt og sårbart liv i sin favn og mærke barnet hvile trygt og godt imod armen, mens vi ser ind i disse dybe øjne, som vi længes efter at lære at kende. Hvad kan vi andet end synge og juble af glæde i et sådant åndeløst, mirakuløst øjeblik? Livets under, intet mindre, en jublende fryd – og samtidigt et skræm- mende ansvar.
Men også i kristelig forstand er det i dag den dejligste og mest livsbekræftende søndag. For her indvarsles det, at Gud ikke ville give op, men at han besluttede sig til at begynde forfra. Og til at hjælpe ham med den plan, sendte han englen Gabriel til Nazaret i Galilæa. Guds visdom består netop i, at han ikke har valgt en privilegeret prinsesse, men en fattig landsbypige. Når Gud sænker blikket, ser han nemlig helt ned. Hans blik standser ikke ved de første mennesker, som han ser på verdens rangstige – de magtfulde, de rige og de berømte. Nej, han ser helt ned til bunden. Ikke bare til samfundets bund, men til sjælens bund. Han ser helt ned til det ringe. Dernede, på bunden af verden, finder hans udvælgelse sted. Der er ingen i verden, der udvælger fattigdom, skændsel, nød, elendighed, enfoldighed, håbløshed, sygdom eller alderdom. Ingen, bortset fra Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. “Det, der er dårskab, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud,” skriver Paulus til de kristne i Korinth, “for at gøre det stærke til skamme.”
Det er denne dybe indsigt i Guds inderste væsen, som Maria bryder ud i lovsang over. At Guds storhed består i, at han i sin barmhjertighed drager omsorg for hele sin skabning, helt ned til den allerringeste. Gud gør sig ikke beregninger om menneskers nytteværdi, og det at beregne prisen på at redde mennesker, som visse økonomer gør i denne tid, er problematisk, ja ganske forfærdende, for i kristen forståelse har alle mennesker samme høje værdi. Uanset hvor på samfundsstigen man har fundet sin plads. Og Gud ser ned til os alle. Men naturligvis, hvis man er sig selv nok, så er der ikke noget for Gud at se ned til. Hvis man er stensikker på sin egen storartethed, så kan Gud se nok så meget ned, uden at man vil møde hans blik. Men dér, hvor man erkender sin egen utilstrækkelighed og afmagt, dér er der kontakt.
“Det er den rene dårskab for hedninger,” si’r Paulus. Og det er jo helt korrekt. Det er da både underligt og upassende, at Gud den Almægtige skulle give sig tilkende i afmagt og svaghed. Men det er altså, hvad evangeliet prædiker som Guds styrke og visdom.
Det er nok noget, der skal erfares, før man kan tro det. Og det er netop, hvad Maria har gjort, og som hun synger om for os. Men vi er ikke som Maria. Vi har besvær med at gøre os den samme erfaring. Men så kunne man måske begynde med at takke for de gode gaver, som man har fået: liv, legeme, fornuft, gods, ære, venner og solskin, som Luther si’r. Ingen af disse gaver har vi skaffet os selv. Og derefter kan vi gå videre til at takke for dåbens gave, syndernes forladelse og det evige liv. Det er heller ikke noget, vi har skaffet os selv. Tilsidst vil vi indse, at intet af det, vi har, i virkeligheden skyldes os selv. Vi har intet af ægte værdi, som vi ikke kan takke Gud for. Hvis vi indser det, så lander vi på den nederste bundlinie, helt dernede, hvor Gud kan se os. Og det er der, tingene sker.
Mariæ Bebudelsesdag er dagen, hvor Gud viser, at han har valgt at begynde forfra. Ikke ved at skabe nogle andre og bedre skabninger, men ved selv at dele liv og skæbne med sine skabninger, med os. Gud sidder ikke højt hævet over denne verdens kævl og spek- takel i sin himmel som en fjern og utilnærmelig majestæt. Nej, han fødes, han leger, han sulter, han fristes, han spiser, han ler, han bliver vred, han trøster, han græder, han ser, han udfordrer, han helbreder, han lider, han dør, han opstår – alt sammen med os og for os.
Og det fantastiske og livsbekræftende på denne søndag er, at Maria ikke si’r nej. Hun stiller sig ydmygt til rådighed for Guds frelsesplan, selvom den vender op og ned på den dagligdag, hun kender. Havde hun blot anet den skæbne, der 33 år senere venter det barn, hun skal føde… hvad havde hun da svaret? Ja, hvad svarer du og jeg, hvis vi på forhånd vidste, hvilke sorger og sygdomme og prøvelser, der ligger og venter på os engang ude i fremtiden? Burde vi ikke lære af Maria, den velsignede, og stille os til rådighed for det liv, Gud giver os, i tiltro til, at Gud vil være hos os både i det lette og i det tunge. Det er i hvert fald Marias på én gang ydmyge og samtidigt modige valg. Ikke fordi hun kan overskue det, men fordi hendes tillid til Gud er stærkere end hendes ængstelse for fremtiden og den gave, Gud benåder og bebyrder hende med. Guds planer kan vi aldrig gennemskue, men vi kan have tillid til, at Gud vil os det godt. Alt, hvad der fører til fortvivlelse, kommer ikke fra Gud. Alt, der bygger håbet op, gør. God søndag!
Tekster: Første Mosebog 18,1-15; Første brev til korinterne 1,21-31; Lukas 1,46-55. Søndag, den 29.03.2020.
Peter Jessen