Sæby kirke har i sommer fået et nyt dåbstræ. Det står i Våbenhuset. Hver gang et barn bliver døbt i Sæby kirke, hænger familien et rødt æble på kirkens dåbstræ. På æblet er angivet barnets navn, dåbsdag og nogle gange også navnene på fadderne. På den måde, er der foruden dåben endnu et synligt tegn på, at barnet er en del af menigheden ved Sæby Kirke.
Det nye træ er smedet af smedegruppen fra herregården ”KNIVHOLT” vest for Frederikshavn. Gruppen har arbejdet på dåbstræet i flere år, men Corona lagde en lang periode en dæmper på arbejdet.
I juni måned kunne smedegruppen melde klar. Derefter juli blev træet sprøjtelakeret på Frederikshavn Havn og derefter aflevererede to fra smedegruppen træet i Våbenhuset i Sæby kirke.
I Sæby kirke har der tidligere været et ægte træ som dåbstræ, men det gik ud. Ikke fordi det ikke blev vandet, men fordi der er for lidt lys i våbenhuset til, at et større træ kan trives og leve.
Skikken med et dåbstræ i kirken har de senere år bredt sig i folkekirken. Et dåbstræ henviser til Bibelens første og sidste sider. De første sider med fortællingen om Edens Have, hvor Livets Træ stod midt i haven (1. Mosebog kapitel 2). Spiste man af det, levede man evigt (1. Mosebog kapitel 3). De sidste sider med Johannes Åbenbaring (kapitel 22), hvor livets træ står i midten af De ny Jerusalem og giver frugt 12 gange om året, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene.
Dåben knyttes med et dåbstræ til livets træ. En dåb tager kun ganske få minutter, mens dens betydning varer helt ind i evigheden. Derfor er det en smuk skik med dåbsæbler på et dåbstræ.
På billederne ses dåbstræet og begivenheden, da to smede fra Knivholt Smedene afleverede det nye Dåbstræ i Sæby kirkes våbenhus.