I anledning af, at Sæby Kirkes orgel fylder 40 år, kommer orglets skaber Peter Christensen til Sæby og fortæller om orglet. Det sker tirsdag den 31. oktober kl. 19.30 til 21.45. Det er en sogneaften, hvor alle er velkomne, den foregår i kirken i Sæby.
Peter Christensen har, som søn af orgelbygmester Bruno Christensen, fået kærligheden til orgler og orgelbyggeri ind med modermælken. Efter Bruno Christensens død har Peter Christensen videreført firmaet i faderens ånd, det vil sige med en utrolig sans for fine tekniske løsninger og ufravigelige krav til den håndværksmæssige kvalitet. Desuden er Peter Christensen en dygtig intonatør. Det betyder, at han er specialiseret i at arbejde med orglets klang.
Der findes ikke mange mennesker i Danmark med en så omfattende viden og erfaring med orgler, og som så egangeret kan fortælle om den mindste skrue i orglet, som det er tilfældet med Peter Christensen.
Ved denne sogneaften vil bl.a. kirkens tidligere organist Henrik Strøm spille en lille koncert for at demonstrere orglets klanglige muligheder, ligesom det vil være muligt ved selvsyn at komme op på pulpituret og besigtige orglet.
Midt på aftenen vil der være en let forplejning. Alle er velkommen til en spændende aften i Sæby Kirke.